Mette Frederiksen irriterer mange – både vælgere og kommentatorer. Hun kan virke selvretfærdig, stiv i blikket og skinger i retorikken. Men bag den kontante fremtoning gemmer sig en politisk strateg af den mest udspekulerede slags. En slags sort enke i jakkesæt: Hun indgår partnerskaber med politiske partier og mænd, der burde vide bedre. Når de endelig sænker paraderne, suger hun livet ud af dem.
Først gik det ud over Dansk Folkeparti. I dag er det Moderaterne. I morgen? Måske Venstre.
Et dødbringende mønster
Det er ikke første gang, Mette Frederiksen kaster sit spind ud over politiske rivaler. Hendes første store strategiske manøvre var at overtage Dansk Folkepartis udlændingepolitik – og dermed deres vælgere. I ét hug fratog hun DF deres eksistensberettigelse. DF gik fra 37 mandater i 2015 til 16 i 2019. I dag balancerer partiet på kanten af spærregrænsen. Hun kopierede deres udlændingepolitik og efterlod dem tomme og udbrændte.
Dernæst inviterede hun Lars Løkke Rasmussen og hans nystiftede Moderaterne indenfor i regeringskontorerne. Det var Moderaternes ultimative blåstempling. Samtidigt blev det også deres dødsdom. I dag er partiet ramt af møgsager, frafald og nedtur i målinger. Den “lilla bølge” blev til en regnvåd klud. Frederiksen behøvede ikke engang overtage deres politik – det var nok bare at omfavne dem. Stramt. Kvalt.
Og nu står Venstre for skud. En gang Danmarks største parti. Nu reduceret til 17 mandater og 9,3 % af stemmerne i de nyeste målinger. Under Anders Fogh Rasmussen fik de 58 mandater. I dag? Et skyggebillede af sig selv. Det skyldes ikke, at Mette Frederiksen overtog deres politiske projekt – men at hun inviterede dem indenfor. Det eneste, der skulle til, var en plads ved magtens bord. Og Venstre – drevet af udsigten til ministerbiler og indflydelse – sagde ja. Det blev den blå fløjs reelle opløsning.
Mette Frederiksen og sort enkestrategien – et mønster i silketråd
I naturens verden er den sorte enke kendt for ét særligt træk: Hun parrer sig – og æder derefter sin mage. Mette Frederiksen har gjort det til sin politiske strategi.
Hun inviterer modstandere indenfor. Hun åbner døren til samarbejde, regeringsdannelse og kompromis. De siger ja. Hun smiler. De får en ministerpost. En plads i solen. Men når døren lukker bag dem, er det hende, der holder nøglen.
DF sagde ja. De blev kvalt af omfavnelsen. Moderaterne sagde ja. De blev ramt af skandaler, opløsning og meningsmålingsdød. Og Venstre sagde ja – og har aldrig stået svagere.
Det, der ligner samarbejde, viser sig at være en kontrolleret udslettelse. En strategisk opløsning af oppositionen, én bid ad gangen. Mette Frederiksen fragmenterer højrefløjen indefra, uden at smide én eneste politisk bombe. Det hele foregår med fløjlshandsker og velkomster – men det ender i død og splittelse.
Den blå fløj – den politiske ruin
Det burde have været nemt. Et samarbejde mellem partier med fælles værdier, stærke traditioner og en fælles fjende på venstre side. Men i stedet står vi i 2025 med en blå fløj, der mest af alt minder om en børnehave uden pædagog.
Venstre er solgt for magt. De forærede sig selv væk for nogle ministertaburetter og et billede på Amalienborg. De troede, de havde indflydelse – men blev reelt reduceret til et alibi for en bred regering.
Moderaterne er en støvet rest fra en lyserød drøm, der i sin tid blev solgt som et midtsøgende alternativ. I dag har de mistet både medlemmer, retning og troværdighed. Folk forlader partiet, skandalerne vælter frem. Mette Frederiksen har allerede overtaget hele deres politiske projekt.
DF og LA – blå fragmenter med store egoer og små resultater. Intet samler dem. Alle taler i munden på hinanden. De kan ikke finde en fælles linje, og vælgerne kan mærke det.
Mette Frederiksen står alene på slagmarken – for hun byggede den.
Analyse: Mette Frederiksen – en én-kvindes opposition
Når højrefløjen ligger i ruiner, står Mette Frederiksen tilbage som den eneste, der stadig fører opposition – mod sig selv. Hun spiller hele det politiske klaver, fra de røde toner til de blå harmonier, og hun får det til at lyde som statsmandsskab. Modstanderne stadig stemmer deres instrumenter.
Hun kopierede Dansk Folkepartis udlændingepolitik, og det drænede dem for identitet. De gik fra 37 til 3 mandater.
Hun slugte Lars Løkkes midterprojekt, og nu er Moderaterne fanget i møgsager og under spærregrænsen.
Hun tog Venstre med ind i regering, og dermed fjernede hun enhver mulighed for, at højrefløjen kunne præsentere et samlet alternativ.
Det er Machiavelli forklædt som socialdemokrat. En strategisk manøvrering, hvor Mette Frederiksen ikke bare vinder. Hun sørger også for, at ingen andre kan spille spillet bagefter. Hun besætter midten, dræner højre og dominerer venstre.
Er det her godt for demokratiet?
Mette Frederiksen har på rekordtid fragmenteret den blå blok i en grad, hvor ingen længere ved, hvem der er i opposition til hvad. Hun styrede landet igennem en pandemi med hård hånd, satte lov og ret ud af spil i minksagen, og alligevel står hun stærkere end nogensinde. Hvordan?
Fordi modstanderne ikke længere eksisterer som samlet kraft. Moderaterne smuldrer, Venstre visner, og DF er reduceret til et appendiks fra 00’erne. Den røde fløj er heller ikke, hvad den var – men det betyder intet, for Mette Frederiksen har gjort sig selv til det nye centrum.
Det kan virke som en politisk genistreg. Men spørgsmålet er, om et demokrati har godt af én politisk aktør, der sætter spillereglerne og selv bestemmer, hvem der får lov at lege med. Når hun overtager modstandernes projekt, suverænt og iskoldt, efterlader hun vælgerne uden reelle alternativer.
Hvem er Mette Frederiksen?
Mette Frederiksen har en i administration og samfundsfag fra AAU. Derudover har Mette en master i Afrikastudier fra KU. Se Mettes generalieblad her: https://regeringen.dk/ministrene/statsminister-mette-frederiksen
